Nu har jeg i løbet af ca 3 uger gjort mig nogle nye erfaringer om det nye grenvalgsfag - Multimedie.
Da jeg startede på faget var det med glæde og gåpåmod. Da jeg var nået ca 14 dage hen i forløbet tænkte jeg: Hold da op, er det her virkeligt så svært - hvorfor kan jeg ikke forstå hvad det er der menes og hvordan får jeg det ind i mit lille hoved. Nogle af opgaver gik rimeligt nemt for mig.
Så kom der en lille opgave om at lege med billeder. Hmmm - hvorfor pokker kunne jeg da ikke finde ud af at lave det. "Tid og fordybelse" tænkte jeg den anden aften. Det er det jeg skal bruge. Havde lavet en aftale med mig selv om at jeg skulle bruge 1½ time på at lege og hygge mig med de billeder.
Da der var gået ca 1 time hvor jeg havde tosset lidt rundt gik det pludselig op for mig at jeg faktisk sad og legede og havde løst gåden. Jeg blev så glad så glad. Alle omkring mig var ikke i tvivl om at jeg var mega glad.
Efter at have skrevet til mine undervisere på www.cvusonderjylland.dk og fået denne feedback:
Det er der en meget berømt mand Mihaly Csikszentmihalyi, der har skrvet om. Begrebet hedder "flow" (eng.)/ flow (da), og du har allerede mødt det i Carsten Jessens artikel: "Barndom, børnekultur og kulturel kvalitet: Leg som kvalitetskriterium", hvor Carsten skriver:
.... hvis vi en kort stund følger ovennævnte teoretikere og leger, at der findes fænomener uden sådanne formål, og at legen er et sådan fænomen, er der en hel del menneskelige aktiviteter, der bliver nemmere at forstå. Det kan forklare, hvorfor nogen bruger oceaner af tid, kræfter og penge på inferiøre aktiviteter, som fx at bestige bjerge, der, som Mihaly Csikszentmihalyi i sin teori om flow gør opmærksom på, ikke har et fornuftigt formål, ud over den særlige tilstand, bjergbestigeren kommer i, mens aktiviteten foregår. Leg kan også bedst defineres som et flow, en særlig tilstand, en legende stemning, der er så efterstræbelsesværdig for os at komme i, at vi gerne bruger tid og kræfter på at opnå den. Og her er vi - voksne som børn - afhængige af kunnen og ofte også af redskaber.
Interessant - Jeg svarede tilbage:
Hej
Klog mand. Sjovt har netop indkøbt en bog her i sommers "Flow og foredybelse" af Frans Ørsted Andersen. skriver i bogen faktisk præcist det samme.
Forskerne er enige om at børn har en meget bedre evne til at komme i flow end voksne. God leg er i sig selv flow; Børnene bliver som regel fuldstændig optaget af det og glemmer alt omkring sig. Vi er så at sige født med flow-evnen - men taber den måske i løbet af opvæksten - pga. samfundsmæssige og kulturelle forhold. Her kan vi altså indkredse en pædagogisk opgave: at sikre tid, plads rum og muligheder for at flow-evnen kan udvikles og blomstre - ikke alene i barndommen - men op igennem hele uddannelsessystement.
Med flow tilstanden kan også følge særlig indsigt og perspektivering af et emneområde, således at man også kan forbinde flow med Karsten Schnacks "handlekompetencebegreb", der bl.a drejer sig om, at man opnår en mere fuldstændig viden på et felt og dermed kan opstille handlemuligheder og løsningsmodeller.
Flow er således både et fænomen og en tilstand, der betegnes som afgørende for vores velvære, udvikling, læring, motivation og trivsel.
Nå det var bare lige hvad jeg kom i tanke om, at jeg havde læst i bogen.
Hilsen Helle H
Nu er jeg bare tilbage igen. Så for mig handler det om at give mig tid til at lege og fordybe. Når jeg gør det - bliver det først rigtigt SJOVT.
1 kommentar:
Ah! hvor godt, at du lægger vores Bb snak på din blog. Den er rigtig, rigtig faglig vigtig - og der er sikkert flere, der vil have interesse i den ;)
Send en kommentar